Indvandrernes fortjeneste at beskæftigelsen stiger

Nr. 29 7. juli 2010

Næsten halvdelen af stigningen i beskæftigelsen det seneste årti skyldes, at markant flere indvandrere er kommet i arbejde. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Indvandrerne har drevet fremgangen i beskæftigelsen de sidste 10 år. Ikke mindre end 77.000 flere indvandrere er kommet i arbejde siden 1998. Dermed tegner gruppen sig for næsten halvdelen af stigningen i beskæftigelsen.  

Det skal ses i lyset af, at kun 6,5 procent af befolkningen er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. 

Vækst i beskæftigelsen 1998 til 2008

 

Antal

Procent

Danskere og indvandrere fra vestlige lande

79.785

51

Indvandrere fra ikke-vestlige lande

77.250

49

I alt

157.035

100

Note: Indvandrere er inklusiv efterkommere.
Kilde: Jobindsats.dk og Arbejdsmarkedsstyrelsens beregninger.  

Lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef, glæder sig over tallene.  

”De sidste mange års økonomiske opsving har spillet en betydelig rolle for den store gruppe af indvandrere, der har fået fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger han.  

Større tilknytning til arbejdsmarkedet

Væksten i beskæftigelsen blandt indvandrerne skyldes ikke kun den demografiske udvikling. Det vil sige det forhold, at indvandrerne i dag fylder mere i befolkningen end i 1998. Den skyldes i endnu højere grad, at indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet er blevet langt bedre. 

Kun 36.000 flere indvandrere ville være kommet i arbejde, hvis det udelukkende var den demografiske udvikling, som havde drevet udviklingen. Resten af væksten – dvs. knap 41.000 personer – skyldes, at gruppens tilknytning til arbejdsmarkedet er blevet større.  

At indvandrerne er strømmet ind på arbejdsmarkedet – og har bidt sig fast - skyldes ifølge Mehmet Ümit Necef, at beskæftigelsesinitiativer som for eksempel 450-timers reglen spiller en positiv rolle for integrationen på arbejdsmarkedet.  

”De økonomiske incitamenter er en medvirkende årsag til, at så mange indvandrere er kommet i beskæftigelse i stedet for at gå passive derhjemme og modtage offentlig ydelser. Samtidig har arbejdsgiverne i de sidste 10 år fået øjnene op for, at mange indvandrere både er en dygtig og fleksibel arbejdskraft. Så på mange måder må man aflive myten om en fejlslagen integration på arbejdsmarkedet,” siger Mehmet Ümit Necef.