Nyuddannede akademikere, de såkaldte dimittender, er, ligesom mange andre grupper på arbejdsmarkedet, blevet mere ledige det seneste år.
Men nye tal for dimittendledigheden fra Akademikernes Centralorganisation (AC) viser, at de er meget mindre ramt af ledighed, end de har været ved tidligere tilbageslag.
Omkring årsskiftet 2009/2010 lå dimittendledigheden på 20 procent. Det lyder måske umiddelbart som et højt tal, men faktisk er dimittendernes ledighed i dag lavere, end den har været på noget tidspunkt fra 1996 og frem til midten af 2007.
Og andelen, der er ledige, er fortsat markant lavere end under lavkonjunkturen i 2003-2004, hvor omkring hver tredje dimittend stod uden job. Stigningen i ledigheden er heller ikke kraftigere end under sidste lavkonjunktur.
Ledighed for nyuddannede akademikere, procent, 1996-2009

Note: Tabellen viser den sæsonkorrigerede ledighedsprocent for akademikere, der er dimitteret inden for det seneste år.
Kilde: AC
Dimittendledigheden har, historisk set, altid været noget højere end ledigheden generelt. Det er ganske enkelt vanskeligere for nyuddannede end for personer med joberfaring at finde et nyt job.
Til gengæld falder akademikernes ledighedsprocent hurtigt. Og efter få år er akademikerne væsentligt mere i job end andre grupper på arbejdsmarkedet.
I december 2009 var ledighedsprocenten for akademikere, der har færdiggjort deres uddannelse for 5-9 år siden, 2,7 procent, mens ledighedsprocenten for arbejdsmarkedet som helhed lå på 5,8 procent.
Høj dimittendledighed kan være skadelig
Ifølge Michael Rosholm, der er professor og økonomisk vismand, viser internationale undersøgelser, at det kan være skadeligt for dimittender at skulle igennem en ledighedsperiode.
”Undersøgelserne indikerer, at hvis man bliver længerevarende ledig tidligt i ens karriereforløb, kan det betyde, at man må ende med at acceptere at tage et job, der ikke svarer til ens uddannelse. Man får simpelthen et dårligere karriereforløb, end man ellers ville have fået,” siger Michael Rosholm.
Han peger dog også på, at dimittendledigheden også skal ses i lyset af, at nyuddannede kan få dagpenge på relativt attraktive vilkår. Det giver dem mulighed for i højere grad at vente på ønskejobbet end ellers.

