På trods af den økonomiske krise er der stadigvæk brancher, hvor virksomhederne rekrutterer forgæves efter medarbejdere med de rette kvalifikationer.
I efteråret 2009 rekrutterede virksomhederne 7.000 gange forgæves efter nye medarbejdere. 1.500 af de 7.000 job, som virksomhederne havde problemer med at besætte, er job i social- og sundhedssektoren, mens 1.100 af jobbene er indenfor handelsområdet.
Top 5. Brancher med størst mangel på arbejdskraft, efterår 2009
Antal forgæves rekrutteringer | |
Social- og sundhed | 1.544 |
Handel | 1.098 |
Landbrug og fiskeri | 650 |
Hotel og restaurant | 540 |
Videnservice | 494 |
Kilde: Rekruttering efterår 2009
Note: I undersøgelsen er virksomhederne i perioden primo september til ultimo oktober 2009 blevet spurgt, om de inden for de seneste to måneder forgæves har forsøgt at rekruttere nye medarbejdere.
Ifølge Jakob Roland Munch, professor i økonomi, viser tallene, at der stadigvæk er job at få indenfor visse brancher.
”Nogle brancher mangler stadigvæk arbejdskraft. Så det er vigtigt, at jobcentrene og de ledige er opmærksomme på at søge over til disse områder,” siger Jakob Roland Munch.
Det er i høj grad job som f.eks. pædagog, butiksassistent, rengøringsassistent og sygeplejerske, som virksomhederne har problemer med at besætte.
Stabil mangel på arbejdskraft
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at antallet af forgæves rekrutteringer er faldet markant det sidste år.
I efteråret 2008 rekrutterede virksomhederne forgæves til omkring 30.000 job.
Derimod har manglen på arbejdskraft været nogenlunde stabil gennem 2009. I foråret havde virksomhederne problemer med at besætte ca. 8.000 job, mens antallet er faldet til omkring 7.000 dette efterår.
Antal forgæves rekrutteringer på landsplan
Periode | Antal stillinger | |
| 1. halvår | 2. halvår |
2009 | 8.000 | 7.000 |
2008 | 39.000 | 30.000 |
Kilde: Rekruttering 1. halvår og 2. halvår 2008; Rekruttering 1. halvår og efterår 2009.
Ifølge Jakob Roland Munch er en af forklaringerne på, at antallet af forgæves rekrutteringer ikke er faldet mere i 2009, at ledigheden i et historisk perspektiv stadigvæk er lav.
”Historisk set er ledigheden stadigvæk meget lav, så der kan stadig opstå flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet. Samtidig kan specialiseret arbejdskraft selv i en situation med relativt høj ledighed være svær for virksomhederne at finde,” siger Jakob Roland Munch.
Om undersøgelsen |
Arbejdsmarkedsstyrelsen har i efteråret 2009 via Rambøll Management gennemført en stikprøveundersøgelse blandt 14.196 virksomheder i Danmark. Undersøgelsen blev gennemført i perioden primo september til ultimo oktober 2009. Virksomhederne repræsenterer omkring 47 procent af den samlede beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. I undersøgelsen er virksomhederne blevet spurgt om følgende: (1) Hvorvidt de inden for de seneste to måneder forgæves har forsøgt at rekruttere nye medarbejdere, (2) hvor mange personer det drejer sig om, (3) om den forgæves rekruttering har betydet, at de har opgivet ordrer eller aktiviteter i de to måneder. Læs hele undersøgelsen på www.ams.dk under publikationer. |

