Antallet af mennesker, der får sygedagpenge i over et halvt år, er faldet med seks procent det seneste år. Det sker efter flere års stigning.
Antal sygedagpengeforløb over 26 uger, august

Note: Grundet sæsonvariation i sygefraværet sammenlignes samme måned fra år til år. Pr 1. juni 2008 er arbejdsgiverperioden øget fra 15 til 21 dage, hvilket isoleret set vil medføre færre og kortere sygedagpengeforløb. Dette vurderes at være af begrænset betydning for antallet af forløb med over 26 ugers varighed.
Kilde: Jobindsats.dk
På grund af de tidligere års stigning i sygefraværet er et lavere, langvarigt sygefravær i 2009 gjort til et nationalt mål for beskæftigelsespolitikken – et såkaldt ministermål. Det vil sige, at det er et særligt fokusområde i jobcentrene.
Det glæder Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, at det er lykkes at knække den stigende kurve for det langvarige sygefravær. Hun peger på, at en del af forklaringen på knækket skal findes i det politiske fokus på området.
”Der har igennem en årrække været et kæmpe politisk fokus på antallet af sygedagpengesager. Intet jobcenter med respekt for sig selv kan bære at ligge dårligt i statistikkerne på jobindsats.dk. Det skulle næsten være mærkeligt, hvis det ikke gav en målbar effekt,” siger Bettina Post.
Ifølge hende er forklaringen også, at jobcentrene er ved at have fået fodfæste siden etableringen i 2007 samt, at sagsbehandlerne har fået færre sager.
”Antallet af sager pr. sagsbehandler er faldet med 12 sager i gennemsnit siden 2007. Det har kæmpe stor betydning for, om indsatsen har et reelt indhold, som støtter den syge i at komme godt igennem sygeforløbet,” siger Bettina Post.
Store forskelle mellem jobcentre
Det er imidlertid langt fra alle jobcentre, det er lykkedes at nedbringe det langvarige sygefravær det seneste år.
I mere end hvert fjerde jobcenter har der været en stigning i antallet af syge med mere end et halvt års sygedagpenge.
Stigningen har været størst i Haderslev, hvor antallet af langvarige sygedagpengeforløb er steget med 34 procent.
Helt modsat Haderslev, er det i jobcentret i Frederikshavn/Læsø lykkedes at nedbringe antallet af langvarige sygedagpengeforløb med 33 procent det seneste år.
Udvikling i langvarigt sygefravær, august 2008 til august 2009
Top 3, jobcentre med størst fald | |
Frederikshavn/Læsø | -33 pct. |
Stevns | -32 pct. |
Randers | -27 pct. |
Top 3, jobcentre med størst stigning | |
Haderslev | 34 pct. |
Høje-Tåstrup | 22 pct. |
Kalundborg | 18 pct. |
Note: Udvikling i antal sygedagpengeforløb af over 26 ugers varighed.
Kilde: Jobindsats.dk
Niels Bach, jobcenterchef i Jobcenter Frederikshavn/Læsø, peger på, at forklaringen på jobcentrets gode resultater bl.a. er, at jobcentret har haft særlig fokus på sygedagpengeområdet.
”Vi har arbejdet meget med at højne den faglige standard i sagsbehandlingen på sygedagpengeområdet. Det har vi gjort ved systematisk at udvikle en best practice på området. Det har skabt ensartethed og kvalitet i sagsbehandlingen,” siger Niels Bach.
Ifølge ham har jobcentret haft luft til at forbedre sagsbehandlingen, fordi de har haft eksterne konsulenter til at behandle de sager, hvor borgeren har været på sygedagpenge i over ét år.
Niels Bach peger også på, at de gode resultater skyldes, at jobcentret har gjort en indsats for at fastholde medarbejderne på sygedagpengeområdet.
”Vi har gjort en stor indsats for at højne fagligheden og skabe et godt arbejdsmiljø, hvilket har resulteret i en meget stabil og dygtig personalegruppe,” siger Niels Bach.

