Ledige kommer næsten lige så hurtigt i job nu som i 2007

Nr. 21, 4. nov. 2009

Ledige kommer næsten lige så hurtigt i job nu som i 2007. Det er overraskende, siger økonomisk vismand.

Enhver ved, at ledigheden næsten er fordoblet i løbet af det seneste år. Men det betyder ikke, at det er umuligt at finde et job.  

40 procent af de personer, som blev ledige i starten af 2009, var selvforsørgende igen efter tre måneder. Det samme gjaldt for 44 procent af dem, der blev ledige i starten af 2007. 

Ledige der er selvforsørgende efter tre måneder, 2007-2009, procent


Note: Andelen dækker over dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der blev ledige i 1. kvartal, og som tre måneder senere var blevet selvforsørgende i minimum fire sammenhængende uger.Kilde: Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM 

At forskellen, på hvor hurtigt ledige kommer i job nu og for to år siden, ikke er større, overrasker vismand og professor i økonomi ved handelshøjskolen i Århus, Michael Rosholm.

”Vi er gået fra en højkonjunktur i 2007 til en lavkonjunktur i 2009. Ved konjunkturvendinger ser man normalt, at næsten det samme antal mennesker bliver fyret, men at sandsynligheden for at finde job igen bliver mindre,” forklarer han.  

Han mener, at tallene måske antyder, at det nuværende konjunkturomslag er meget anderledes end tidligere vendinger i økonomien. 

”Nu ser det ud til, at mange bliver fyret. Til gengæld er folk ikke ledige i lang tid, som man ellers ville forvente i den nuværende situation,” siger Michael Rosholm. 

Han mener dog også, at en af forklaringerne måske skal findes i sammensætningen af de ledige. 

”De folk, der blev ledige i 2007 var nok i højere grad svage ledige, mens dem, der bliver ledige nu er en mere sammensat gruppe. De er sandsynligvis stærkere og har dermed nemmere ved at finde nyt job,” siger han. 

Store regionale forskelle

De 40 procent, der er kommet i job efter 3 måneder, dækker over regionale forskelle. Tallene viser, at ledige kommer hurtigere i job vest for end øst for Storebælt. 

Mens kun 36 procent af de ledige i hovedstaden og på Sjælland igen er selvforsørgende efter tre måneder, gælder det for godt 42 procent af de ledige i resten af landet. Det samme billede tegnede sig under højkonjunkturen i 2007 og 2008. 

Ledige der er selvforsørgende efter tre måneder, fordelt på beskæftigelsesregioner, 2009, procent


Note: Andelen dækker over dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der blev ledige i 1. kvartal 2009, og som tre måneder senere var blevet selvforsørgende i minimum fire sammenhængende uger.Kilde: Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM 

”Det er et mønster, vi kender ganske godt. De ledige er generelt mindre fagligt og geografisk mobile i hovedstaden end i resten af landet”, siger vismanden. 

Ifølge Michael Rosholm kan en anden forklaring også være, at der er flere offentligt ansatte i og omkring hovedstaden. 

”Relativt set er der en overvægt af offentligt ansatte i hovedstaden. Offentligt ansatte bliver sjældnere ledige og har dermed mere stabil beskæftigelse end andre grupper. Til gengæld har de større risiko for at være ledige i lang tid, når de bliver ledige,” siger han.