Stigende ledighed - men fra meget lavt niveau

Nr. 12, 7. januar 2009

Selvom ledigheden er stigende, vil den danske ledighed ligge på et historisk lavt niveau i både 2009 og 2010.

Vi står foran stigende ledighed. Det er alle økonomer enige om. Men Danmark har et rigtigt godt udgangspunkt i den historisk lave ledighed.

Regeringen skønner, at ledigheden vil stige til 70.000 personer i 2009 og yderligere til 99.000 personer i 2010. Det er mere end en fordobling i forhold til 3. kvartal 2008, hvor ledigheden var på 45.000 personer.

Selvom konjunkturerne er vendt, er der meget langt op til tidligere tiders arbejdsløshedstal. I midten af 1990’erne var ledigheden på 350.000 personer, og der var ikke under 100.000 ledige ét eneste år i perioden 1979-2006.

Ledighed 1979-2010


Note: Målt i fuldtidspersoner. Der er databrud. Ledighedstal for 2001 og frem er opgjort efter ny metode. Ledighedstal efter den nye metode er ifølge Danmarks Statistik 14-15.000 personer lavere end efter den gamle.
Kilder: 1979-2007Statistikbanken.dk, 2008-2010 Finansministeriets prognose.

Ifølge Per H. Hansen, der er professor ved Handelshøjskolen i København og ekspert i økonomisk historie, skal man huske det meget lave udgangspunkt, når man diskuterer stigning i ledigheden.

”Det er klart, at ledigheden næsten kun kan stige fra det nuværende niveau. Et yderligere fald er nærmest utænkeligt. Men selv, hvis ledigheden stiger til 100.000 personer i 2010, vil vi stadig have en meget lav ledighed i historisk perspektiv,” siger han

Per H. Hansen peger på, at dårlige konjunkturer – som er midlertidige – ikke ændrer ved, at befolkningens aldring vil lægge pres på arbejdsmarkedet fremover.

”Det er små årgange, der kommer ud på arbejdsmarkedet i de kommende år. Og det er store årgange, der går på pension. Det vil alt andet lige sætte grænser for, hvor meget ledigheden vil stige – selv i en dårlig konjunktursituation,” siger han.

Bedre udgangspunkt end andre lande

Danmark er bedre rustet til en lavkonjunktur end andre lande. Det viser tal fra OECD – den økonomiske samarbejdsorganisation for verdens udviklede lande. Den danske ledighed var i 3. kvartal 2008 omkring det halve af gennemsnittet i de øvrige OECD-lande.

En fordoblet dansk ledighed i 2010 vil derfor betyde, at det danske ledighedsniveau vil komme på niveau med det, der i øjeblikket er i de øvrige udviklede lande.

Ledighedsprocent i OECD-landene, 3. kvartal 2008


Note: Der er tale om standardiserede ledighedstal (se boksen nedenfor). Tal for Storbritannien, Italien og Grækenland vedrører 2. kvartal 2008.
Kilde: OECD

Om ledighedstal fra OECD

For at kunne sammen-ligne ledigheden mellem lande, sætter OECD ledighedstallene på fælles form – den såkaldt standardiserede ledighed.

I den standardiserede ledighed tæller man med, selvom man ikke modtager dagpenge eller kontanthjælp. Det betyder, at OECD’s ledighedstal er højere end de danske. Eksem-pelvis tæller jobsøgen-de pensionister, efter-lønnere og studerende med i OECD’s ledigheds-statistik.