Ledigheden er siden januar 2005 faldet ca. 60 %. Faldet har været særligt udtalt blandt den gruppe ledige, der modtager dagpenge i 2 år eller mere.
Næsten 90 pct. færre personer er i dag på dagpenge i over to år i forhold til i starten af 2005. I dag gør det sig gældende for godt 1.700 personer mens det i 2005 var godt 11.000
Antal langvarigt ledige

Note: Figuren viser antallet af dagpengemodtagere, der har været på dagpenge i over to år. I januar 2005 gjaldt det for godt 11.000 personer. I august 2008 gælder det kun for ca. 1.700 personer.
Kilde: Jobindsats.dk
HK’er udgør en ud af fire langvarigt ledige
Mere end 25 pct. af de nuværende 1.700 langtidsledige er medlemmer af HK’s A-kasse, mens A-kassens medlemmer kun udgør godt 10 pct. af alle forsikrede ledige.
Og det er ikke fordi, der mangler jobs. I foråret 2008 forsøgte virksomhederne forgæves at besætte ca. 2.700 stillinger som butiksassistent, kontorassistent og andre almindelige HK-erhverv.
Fagligt Fælles A-kasse og Magistrenes A-kasses medlemmer er ligeledes overrepræsenterede, hvor medlemmerne udgør henholdsvis knap 20 pct. og 6 pct. af alle, der har modtaget dagpenge i over 2 år, men kun henholdsvis 13 pct. og 2 pct. af alle forsikringstagere.
Medlemstal og forløb over 2 år for udvalgte A-kasser, august 2008
| Medlemstal 1.august 2008 | Forløb over 2 år | Andel af alle forløb over 2 år | Andel af alle forsikrede |
HK /Danmarks A-kasse | 238.046 | 451 | 26 % | 12 % |
Faglig Fælles (3F) A-kasse | 265.140 | 328 | 19 % | 13 % |
Magistrenes A-kasse | 49.882 | 97 | 6 % | 2 % |
Forsikrede i alt | 2.064.006 | 1.725 | 100 % | 100 % |
Note: Tabellen indeholder de tre A-kasser, hvor forskellen på A-kassens andel af alle langtidsledige forløb og andel af alle forsikrede er størst.
Kilde: Jobindsats.dk og Danmarks Statistik.
A-kasserne skal have bredt sigte
Ifølge Poul-Erik Pedersen, formand for Dansk Erhverv, kan en af forklaringerne, på at HK er så overrepræsenteret i statistikken, være, at A-kasserne har forskellig praksis, når de skal rådighedsvurdere deres medlemmer.
Der er stor forskel på om A-kasserne kun rådighedsvurderer inden for egne fagområder, eller om de ser mere bredt på, hvilke jobs de ledige kan varetage.
”For Dansk Erhverv er det vigtigt, at a-kasserne rådighedsvurderer ud fra jobs, som den ledige kan varetage og ikke alene har fokus på ledige jobs indenfor "eget" fagområde”, udtaler han.
Butiksuddannede står ikke til rådighed
Poul-Erik Pedersen påpeger, at der særligt kan være tvivl om de butiksuddannedes rådighed.
”Specielt for ledige HK’er er det et problem, at butiksuddannede ikke reelt står til rådighed for et job i butikshandelen. Det skyldes manglende børnepasningsmuligheder, når butikkerne er åbne om aftenen og i weekenden”, siger Poul-Erik Pedersen.
Kommunerne har et ansvar
Det er kommunernes ansvar, at sørge for at der er børnepasningsmuligheder, mener Poul-Erik Pedersen.
”Der skal skaffes børnepasningsmuligheder, således at forældre, som arbejder udenfor den "normale" arbejdstid, kan få passet deres børn. Den opgave har kommunerne - og de må sikre, at deres tilbud matcher.”
Ifølge formanden for Dansk Erhverv, Poul-Erik Pedersen er en bredere rådighedsvurdering og bedre børnepasningsmuligheder dermed afgørende for, hvorvidt medlemmerne af HK’s A-kasse forsat skal være overrepræsenterede i statistikken for langvarigt ledige.

