Der bliver færre og færre personer på kanten af arbejdsmarkedet, dvs. personer der i mindst tre år i træk er forsørget af det offentlige i 80 procent af tiden eller mere.
Mens der i 2004 var 117.000 personer på kanten af arbejdsmarkedet, var der i 2007 kun tale om 83.000 personer. Det svarer til et fald på 34.000 personer eller knap 30 procent.
Antal 16-64-årige på kanten af arbejdsmarkedet

Kilde: Jobindsats.dk
Sådan er gruppen opgjort |
Personer på kanten af arbejdsmarkedet er personer, der har modtaget overførselsindkomst i mindst 80 procent af tiden hvert år i minimum tre på hinanden følgende år. De ydelser, der tæller med, er: A-dagpenge, kontanthjælp, starthjælp, revalideringsydelse, introduktionsydelse, sygedagpenge samt ledighedsydelse. Både perioder med og uden aktive tilbud tæller med. |
Ifølge Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Aalborg Universitet, er det glædeligt, at færre og færre er på kanten af arbejdsmarkedet.
”Inden for de allerseneste år er vi heldigvis begyndt at se flere indikationer på, at også de svage kommer med i opsvinget,” siger han.
Flere i beskæftigelse
I forhold til tidligere er det en større andel af de svage, der er kommet i beskæftigelse. Hvor det i 2004 var 37 procent, der var i beskæftigelse et år efter, de havde forladt gruppen af personer på kanten af arbejdsmarkedet, viser de seneste tal, at det nu er 44 procent, der er i beskæftigelse et år efter.
Antal beskæftigede blandt de der har forladt kanten af arbejdsmarkedet.
År | Antal i beskæftigelse |
2004 | 12.200 |
2005 | 14.400 |
2006 | 14.300 |
Note: Antal personer i beskæftigelse et år efter at de forlader kanten af arbejdsmarkedet. År er det år, hvor de forlader kanten af arbejdsmarkedet.
Kilde: Jobindsats.dk
Ifølge Jørgen Goul Andersen er det også en tendens, som er set i tidligere højkonjunkturer.
"Det har hele vejen siden midten af 1990’erne vist sig at være langt færre end frygtet, der ikke kan komme i beskæftigelse. Det resultat har vi også fundet i interviewundersøgelser. Når bare efterspørgslen fra arbejdsgiverne er høj nok, har overraskende mange mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet,” siger han.
Jørgen Goul Andersen mener samtidig, at det er et tegn på, at vi har et velfungerende arbejdsmarked, at de svage kommer med i opsvinget.
”Danmark har en – i international sammenhæng – meget høj beskæftigelse blandt lavtuddannede. Der er altså ikke meget, der tyder på, at der er generelle strukturproblemer på arbejdsmarkedet, der skal løses med særordninger,” siger han.

