Men her – otte år senere – viser realiteten sig imidlertid at være en anden. Der er – som forventet – kommet flere fleksjobbere. Men de er kommet oveni et nogenlunde uændret antal førtidspensionister. Hertil kommer, at stadig flere modtager ledighedsydelse, fordi de venter på et fleksjob.
I 2007 fik godt 290.000 personer en ydelse eller et løntilskud som følge af nedsat arbejdsevne. I 2004 var tallet knap 270.000 personer.
Udviklingen i antal personer med nedsat arbejdsevne

Note: Helårspersoner i alderen 16-64 år.
Kilde: jobindsats.dk
Samlet er antallet af personer, som får ydelse på grund af nedsat arbejdsevne, altså steget med otte procent på tre år.
Tre forskellige ydelser når arbejdsevnen er varigt nedsat
Førtidspension: Kan blive tilkendt, hvis man har mistet så meget arbejdsevne, at man er ude af stand til selvforsørgelse i såvel ordinær som støttet beskæftigelse.
Fleksjob: Er støttet beskæftigelse. Kommunen kan visitere til fleksjob når personen har en varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. Kommunen yder tilskud på 50 pct. eller 66 pct. af den overenskomstmæssige løn – afhængig af, hvor begrænset arbejdsevnen er
Ledighedsydelse: Er den ydelse, der bliver givet til dem, der er visiteret til et fleksjob, men som ikke pt. har et fleksjob.
Med de seneste års stigning i antallet af personer med nedsat erhvervsevne er man efterhånden langt fra de mål, der blev sat, da førtidspensionsreformen blev vedtaget.
Der var i 2006 næsten 35.000 flere personer med nedsat arbejdsevne, end man forventede, da reformen blev vedtaget.
Mervækst i personer med nedsat arbejdsevne i forhold til reformskøn | ||||
Helårspersoner | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 |
Førtidspension Fleksjob Ledighedsydelse | 2.300 8.000 3.600 | 2.800 9.700 6.000 | 6.600 12.900 7.300 | 9.400 15.100 9.400 |
I alt | 13.900 | 18.500 | 26.800 | 33.900 |
Kilde: Redegørelse til Folketinget R18, 2007
Jørgen Søndergaard, der er formand for regeringens Arbejdsmarkedskommission, understreger, at målsætningen med reformen ikke er nået.
”Vi forventede to effekter ved at indføre fleksjob. Dels, at den samlede personkreds blev udvidet, dels at antallet af førtidspensionister blev indskrænket. Den første effekt kom, mens den anden udeblev,” siger Jørgen Søndergaard.
Han peger på, at der er grund til bekymring nærmest uanset, hvad forklaringen på udviklingen rent faktisk er.
”Det kan jo være et udtryk for, at befolkningen har fået et dårligere helbred, men jo naturligvis også, at kriterierne for, hvornår man får tildelt ydelser, er skredet. Begge dele er stærkt bekymrende,” siger Jørgen Søndergaard.
Han forudser, at man rent politisk bliver nødt til at kigge på reglerne.
”Målsætningen fra reformen er jo ikke indfriet – så det vil være ret naturligt. Samtidig ved vi fra undersøgelser, at en del af dem, der modtager førtidspension, selv mener, at de kan arbejde. Og de vil gerne. Det er et ret klart tegn på, at vi unødvendigt har fået parkeret nogle på overførsel. Det tyder på, at det ikke er lykkedes at målrette førtidspension udelukkende til den gruppe, der er helt uden forudsætninger for at arbejde,” siger Jørgen Søndergaard.

