Der er stor forskel på, hvor længere borgerne må vente på et fleksjob. I nogle kommuner var ventetiden i 2007 17 uger, eller omkring fire måneder, mens den i andre nåede op på lige knap det dobbelte, nemlig 33 uger, eller omkring otte måneder.
Ifølge udviklingskonsulent Iben Krarup Grønbæk fra rådgivningsfirmaet Discus, falder motivationen for at få et fleksjob, jo længere tid man venter. Det konkluderede rådgivningsfirmaet i en undersøgelse, som de tidligere har gennemført for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
”Vores undersøgelse viser, at de første tre måneder er de vigtigste, hvis man skal i gang igen. Derefter bliver mulighederne for at komme tilbage på arbejdsmarkedet ringere. Lang ventetid tilskynder personen til at søge førtidspension frem for at vende tilbage i job,” siger Iben Krarup Grønbæk.
Lang ventetid før fleksjob | |
Kommune | Antal uger i 2007 |
Ishøj | 33 |
Halsnæs | 33 |
Fredensborg | 32 |
Kort ventetid før fleksjob | |
Kommune | Antal uger i 2007 |
Favrskov | 18 |
Høje-Tåstrup | 17 |
Hedensted | 17 |
Hele landet | 25 |
Note: Gennemsnitlig varighed på ledighedsydelse i året. Jobcentre med under 25 personer på ledighedsydelse indgår ikke.
Fleksjob er målrettet borgere, som har tabt en del af deres arbejdsevne eksempelvis på grund af sygdom eller en trafikulykke, men som godt kan udfylde et job på arbejdsmarkedet. Mens de venter på jobbet modtager de den såkaldte ledighedsydelse.
Også seniorforsker på SFI, Helle Holt, er bekymret over de lange forløb på ledighedsydelse.
”At blive sat på ledighedsydelse er en ny venteposition. Det er ikke godt for noget som helst. Når borgere tror, at de er på vej ud på arbejdsmarkedet og i stedet går og venter, risikerer de at miste den arbejdsevne, de havde, da de blev visiteret til et fleksjob,” siger Helle Holt.
I 2007 var i alt 23.000 personer på ledighedsydelse. Det er en stigning på 44 procent i forhold til 2004.
Borgerne skal selv gøre en indsats
I Favrskov Kommune er der, sammenlignet med andre kommuner, en kort ventetid på et fleksjob. Det glæder den kommunale jobcenterchef Lone Lollesgaard. Hun mener, at nøglen til de gode resultater er ansvar til borgerne.
”Vi lægger vægt på, at borgerne selv finder et fleksjob. Men vi støtter kraftigt op og har i øvrigt et rigtig godt samarbejde med virksomhederne,” siger Lone Lollesgaard.

