Ny Chance får kontanthjælpsmodtagere i job og uddannelse

Nr. 3, 5. marts 2008

Indsats bærer frugt: Mange kontanthjælpsmodtagere, som før var ude af kontakt med arbejdsmarkedet, er nu i stand til at forsørge sig selv.

Det kan godt lade sig gøre at få de tunge af landets kontanthjælps­modtagere i job eller uddannelse. Også selvom de længe har gået passivt og ikke haft nogen tilknytning til arbejds­mar­kedet. Det viser de foreløbige resultater af Ny Chance-indsatsen, der retter sig mod netop denne målgruppe.

Et af de centrale mål for Ny Chance er, at de passive ydelsesmodtagere i indsatsperioden – fra juli 2006 til juli 2008 – skal være i job eller uddannelse mindst 15 pct. af tiden. Målet på de 15 pct. er mere ambitiøst, end det måske lige umiddelbart lyder – det er nemlig dobbelt så meget, som gruppen tidligere har formået.

Efter halvandet år ligger blandt andet Sorø, Jammerbugt og Hedensted kommuner pænt over målet på 15 pct. I disse kommuner har målgruppen for Ny chance forsøget sig selv henholdsvis 43 pct., 26 pct. og 22 pct. af tiden.

Det er dermed lykkedes at flytte en stor gruppe af kommunernes borgere – som forud for indsatsen har gået passivt mindst et år – nærmere arbejdsmarkedet.

Selvforsørgelsesgrad – top 10 i landet

Kommune

Efter Ny Chance

Sorø

43 pct.

Jammerbugt

26 pct.

Hedensted

22 pct.

Favrskov

20 pct.

Egedal

20 pct.

Vejen

19 pct.

Rudersdal

19 pct.

Lemvig

19 pct.

Næstved

19 pct.

Stevns

19 pct.

Hele landet

11 pct.

Medio 2006 til 4. kvartal 2007. Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen. Note: Dækker både kontanthjælp og starthjælp.

Økonomisk vismand, professor Michael Rosholm, hilser udviklingen velkommen.

”De langtidsledige kontanthjælps­modtagere er en tung gruppe at få i job. Tallene for Ny Chance viser, at flere kommuner er nået langt med at flytte denne målgruppe. Der er altså noget at hente, hvis man gør en ekstra indsats,” siger Michael Rosholm.

Også Ole Pass, der er formand for Socialchefforeningen, er tilfreds med de nye tal: ”Det er en positiv udvikling. Det viser, at det kan lade sig gøre at flytte denne målgruppe.”

Hvad er Ny Chance?

Ny Chance er en særlig indsats i forhold til kontant- og starthjælpsmodtagere, der har været passive i mindst et år.

Kommunerne har i perioden fra 1. juli 2006 til 30. juni 2008 fået ekstra penge til at tage fat i gruppen af de mest passive ydelsesmodtagere. De skal vurdere, hvordan den enkelte bedst kommer videre og sætte initiativer i gang. Det drejer sig om at skifte passiviteten ud med job eller ordinær uddannelse. Eller om at starte en anden form for aktivitet – f.eks. jobtræning, virksomhedspraktik, revalidering eller andet, der kan bane vej til arbejdsmarkedet.