I 2007 modtog 726.000 danskere i den erhvervsaktive en af de ydelser, man kan få, hvis man – midlertidigt eller permanent – er uden almindelig lønindkomst. Det er et fald på knap 85.000 siden 2004, hvor 811.000 danskere var forsørget af det offentlige.
Sekretariatschef i det Økonomiske råd, Lars Haagen Pedersen er enig i, at det er højt sat, når man taler om en million danskere på overførsel: ”Det er på sin vis rigtigt, at vi har bevæget os væk fra millionen, og at man i dag kan tale om ca. 750.000 danskere på overførsel.
| Fuldtidspersoner (16-64 årige) | 2004 | 2005 |
|---|---|---|
| A-dagpenge | 185.092 | 166.734 |
| Kontanthjælp | 125.653 | 119.987 |
| Starthjælp | 763 | 1.186 |
| Introduktionsydelse | 6.302 | 3.395 |
| Revalidering | 19.786 | 18.901 |
| Forrevalidering | 5.182 | 4.241 |
| Sygedagpenge | 77.138 | 78.760 |
| Ledighedsydelse | 7.505 | 10.344 |
| Fleksjob | 29.296 | 35.604 |
| Førtidspension | 232.897 | 234.108 |
| Efterløn | 121.210 | 128.050 |
| I alt | 810.824 | 801.310 |
| 2006 | 2007 | Ændring i antal |
| 131.180 | 90.874 | -94.218 |
| 105.244 | 92.811 | -32.842 |
| 2.096 | 2.450 | 1.687 |
| 2.309 | 1.817 | -4.485 |
| 17.826 | 15.698 | -4.088 |
| 3.807 | 3.186 | -1.996 |
| 84.312 | 91.493 | 14.355 |
| 11.160 | 10.756 | 3.251 |
| 40.868 | 44.287 | 14.991 |
| 236.202 | 235.403 | 2.506 |
| 135.748 | 137.247 | 16.037 |
| 770.752 | 726.022 | -84.802 |
| Kilder: Jobindsats.dk og Danmarks Statistik. Note: Målingerne er baseret på antal fuldtidspersoner (både passive og aktiverede). Personer på efterløn i 2007, er alene baseret på de tre første kvartaler, da 4. kvartal endnu ikke er opgjort. | ||
En væsentlig forklaring er selvfølgelig, at ledigheden er faldet, og det har trukket flere, der tidligere var uden for arbejdsmarkedet med ind i beskæftigelse,” siger Lars Haagen Pedersen.
Han påpeger dog, at landets ca. 300.000 SU-modtagere samt borgere over 64 år ikke indgår i opgørelsen.
"Når man regner på overførselsmodtagere, tager man ind imellem SU-modtagerne med. Der kan være god grund til at holde dem ude af regnskabet. De udgør jo ikke noget problem. Og så bidrager det til at tynde ud i millionen, at pensionsalderen er sat ned de seneste år - det betyder, at de 65 og 66-årige ikke regnes med mere," siger Lars Haagen Pedersen.
Stort fald
Fra 2004 til 2007 er der især tyndet ud blandt modtagere af a-dagpenge og kontanthjælp.
Der er næsten sket en halvering af dem, der modtager a-dagpenge – fra 185.000 i 2004 til 91.000 i 2007. På samme måde er antallet af kontanthjælpsmodtagere blevet reduceret markant: I 2004 var der tale om 126.000 personer – i 2007 var tallet 93.000 personer. Hver fjerde kontanthjælpsmodtager er altså væk.
Men det ikke kun i forhold til de to ydelser, at der er sket et fald: Også antallet af borgere på introduktionsydelse, forrevalidering og revalidering er faldet med i alt ca. 11.000 personer fra 2004 til 2007.
Til gengæld er der kommet flere på starthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse, førtidspension og efterløn. Ligesom flere har fået et fleksjob.
Især i forhold til sygedagpenge, efterløn og fleksjob har der været tale om en relativt stor stigning. Samlet er antallet af modtagere af de tre ydelser steget med ca. 45.000 personer fra 2004 til 2007.
Hvad er en fuldtidsperson?
I denne artikel regnes der i fuldtidspersoner. En fuldtidsperson er en – beregnet – person, der modtager kontanthjælp hele året. I den virkelige verden er antallet af overførselsindkomstmodtagere – altså mennesker, der i løbet af en periode får overførsler i kortere eller længere tid – højere. En person, der f.eks. i løbet af et år har modtaget kontanthjælp i 26 af årets 52 uger, tæller altså for en halv fuldtidsperson.

